Engang da jeg var på ferie på en græsk ø mistede jeg min USB stick. Jeg var på øhop den sommer og havde arbejdet mig igennem 5-6 smukke og farverige græske øer og haft en fantastisk tur. Men sommerferien var ved at være ovre og mine penge var ved at være brugt op, og jeg var sådan set også ved at være godt træt af tzatziki, overfyldte færger, højtråbende grækere, fulde engelske turister og solskoldninger, og klar til at vende næsen hjemad.
På den sidste ø besøgte jeg en internet café for at booke færgebilletten til Athen. Om det var fordi jeg var træt, fordi den græske fyr fra Athen, som sad ved computeren ved siden af mig, hele tiden blev ved med at bryde ind med dumme spørgsmål og frække forslag i bedste Greek Lover stil, eller måske fordi processen med at booke billet via de græske færgelinjers hjemmeside er så håbløst frustrerende og umulig at overskue, er jeg ikke sikker på. Men resultatet var ihvertfald at jeg, efter at have afsluttet en sidste sommerferiehilsen-mail til mine forældre hjemme i Danmark med vedhæftede fotos fra den sidste del af min tur, forlod caféen og i min hast glemte alt om min USB stick, som jeg havde tilsluttet for at hente billederne frem.
Færgen skulle afgå tidligt næste morgen og samme aften gjorde jeg mig klar til turen og tog derefter ud for at spise afskedsmiddag sammen med en flok underholdende hollandske øhoppere jeg havde mødt på den forrige ø og rejst sammen med. Vi fik en hel masse afskeds ouzo den aften og næste morgen vågnede jeg sent og var næsten lige ved ikke at nå færgen. Resten af turen fra Piræus til lufthavnen og derefter fra Athen til København, med en skrækkelig mellemlanding i Hamburg, var forvirret og tømmermandspræget, og det var derfor først da jeg sad i bussen på ved fra lufthavnen i København, at det gik op for mig at jeg havde mistet min USB stick.
Min første reaktion var ærgelse over at have mistet alle mine feriefotos. Der var nogle virkelig gode imellem. De andre informationer jeg havde liggende var jeg også ærgerlig over at have mistet, men det drejede sig mest om allerede afleverede opgaver til universitetet, madopskrifter, musik og den slags, som jeg ville kunne finde igen, selvom det ville komme til at tage lidt tid.
Så kom jeg i tanker om at en del af de feriefotos som jeg bestemt ikke havde sendt til mine forældre var af mig selv i mere eller mindre påklædt tilstand, taget af en spansk fyr jeg havde mødt og tilbragt et par hede dage sammen med på en af de første øer på min tur. Nu begyndte jeg at blive lidt nervøs. Hvad nu hvis nogen havde fundet min USB stick i computeren og kigget på billederne? Hvad nu hvis disse nogen tilfældigvis havde været danske turister og måske kunne genkende mig? Man ved aldrig – Danmark er et meget lille land når det kommer til stykket. Eller endnu værre, hvad nu hvis de kendte mine forældre?? Min paranoia voksede støt efterhånden som bussen trillede igennem Københavns morgentomme gader og da jeg endelig nåede hjem befandt jeg mig i en tilstand af panik. De næste par dage søgte jeg forgæves efter et telefonnummer til den internet café jeg havde besøgt. Hver dag var det med en klump i halsen jeg loggede på facebook, halvt forventende at finde mine eksotiske græske feriefotos slået op på en eller andens wall. Da det endelig lykkedes mig at finde telefonnummeret og komme igennem til en medarbejder i caféen fik jeg at vide at de ingen USB sticks havde fundet og desværre ikke kunne hjælpe mig. Hvordan var det muligt?? Måske havde den næste bruger af computeren efter mig fundet min USB stick og taget den med sig. Eller, lød den græker der tog telefonen ikke lidt underlig? Næsten som om han grinede smørret da han sagde at de ikke havde fundet noget.
Det er aldrig lykkedes mig at finde ud af hvad der skete med min USB stick og siden den dag har jeg, hver gang jeg møder en græker, eller en person derhar været på ferie på den samme ø, en fornemmelse af at de kigger lidt sjovt på mig .. Næsten som om de kan se mig for sig uden tøj på.