Vores voksne datter, Trine, kom på besøg hos os en søndag for nogle uger siden. Det var tydeligt, at hun trængte til at snakke om et eller andet, og der gik ikke lang tid, før hun fortalte, at hun af den vælgerforening, hun har været medlem af, siden hun forlod ungdomsforeningen, havde opfordret hende til at gå efter en opstilling som folketingskandidat for sit parti.
Trine selv var meget i tvivl. Hun syntes måske, at hun som 25-årig var lige lovlig ung til at gå efter at blive folketingsmedlem, men på den anden siden var hun også godt klar over, at hendes nu 10 års intense interesse for politik og medlemskab af først en ungdomsorganisation og nu en vælgerforening, har givet hende en god portion politisk erfaring. Og der er i hvert fald ikke tvivl om, at hendes engagement i politik er på et særdeles højt plan.
Det var nok min mand, der sagde de forløsende ord til Trine, da han gjorde hende opmærksom på, at hun jo havde afsluttet sin uddannelse, så hun ville ikke komme til at brænde broer, selv om hun i en periode skulle bruge masser af tid på politik.
Trine gav min mand ret og fortalte så, at der skulle være opstillingsmøde på kredsplan allerede godt en uge senere, og hvis hun accepterede at stille op, skulle hun i hvert fald have noget nyt tøj, for uanset hvor uretfærdigt det er, så betyder den ydre fremtoning altså noget.
Ja selvfølgelig, svarede jeg og kom Trine til undsætning med en bemærkning om, at vi godt ville sponsorere noget tøj til hende, for det er jo også vores politiske holdninger, hun repræsenterer.
Vi aftalte at tage i byen om mandag og kigge os omkring. Trine faldt i en modebutik pladask for et meget flot sæt med bukser og top fra Saint Tropez tøj. Det var et godt valg, syntes jeg, for designet var topmoderne og smart, men alligevel ikke udfordrende på nogen måde, og det mener jeg heller ikke påklædningen skal være, hvis man vil stille op til et valg.
Det var faktisk mig, der fik øje på en kort jakke, som farvemæssigt og i stilen ville stå godt til det sæt, Trine havde valgt. Hun var helt enig med mig i, at jakken fra Vero Moda ville stå fint til sættet, så den købte vi også.
Jeg smilede lidt indvendigt, for jeg vidste med så godt som 100 procents sikkerhed, hvad Trines næste bemærkning ville være. Det er nemlig sådan, at Trine hele sin ungdom og voksenliv har haft en svaghed for sko, og det har medført, at hun har et hav af sko hjemme i bunden af klædeskabet.
Og det skulle vise sig, at jeg fik ret, for i samme øjeblik vi kom ud på gaden med vores indkøbte tøj, nævnte Trine, at hun nok var nødt til at have et par sko, der passede til tøjet. Jeg undlod at sige noget om, at hun sikkert har sko nok i forvejen, og vi gik ind i den nærmeste skotøjsforretning.