Det var en direkte skræmmende start, min kone og jeg fik på den tre uger lange ferie i Sydfrankrig, som vi ellers havde glædet os så meget til. Vi havde lejet en lille bungalow, som er ejet af nogle af vores bekendte herhjemme i Danmark. De havde godt nok gjort opmærksom på, at huset ikke havde været beboet i godt og vel et halvt år, men der plejer ikke at være problemer, fortalte de.

Huset stod da også fint, da vi ankom, men det gik hurtigt op for os, at nogle små, irriterende skadedyr havde benyttet sig af lejligheden og mere eller mindre overtaget huset, mens det stod ubenyttet hen.

Det var ude i badeværelset, vi først fik øje på det, for det vrimlede med sølvfisk på gulvet og på bordet med håndvasken. Vi blev enige om, at dem kunne vi nok spule væk med almindeligt vand, men efterfølgende fandt vi også en masse sølvfisk i køkkenet, og her var det mere problematisk at spule, fordi der var trægulv i køkkenet.

Lidt efter opdagede jeg, at der var masser af væggelus i det værelse, vi havde udset os som soveværelse, så vi begyndte faktisk at blive noget bekymrede for, hvordan vores ferie ville forløbe.

Vi besluttede os for at forsøge at finde en forretning, hvor vi kunne købe noget insektgift på en spraydåse, men da jeg var på vej ud til bilen for at køre ind til den mindre by i nærheden, fik jeg øje på et kæmpestort hvepsebo under tagudhænget lige ved siden af indgangsdøren.

Det gjorde udslaget, for jeg måtte erkende, at vi nok havde brug for professionel hjælp til at komme de forskellige, små bæster til livs. Jeg ringede hjem til vores bekendte, som vi havde lejet huset af, for at spørge om råd. Manden fortalte, at sådan noget havde de aldrig oplevet før, men han gav mig den ide at spørge på det lokale turistkontor om, hvad man kunne gøre ved sådan et problem.

Så jeg kørte ind til turistkontoret, hvor en sød, fransk dame var meget hjælpsom. Hun fandt telefonnummeret til et firma, der tager sig af skadedyrsbekæmpelse, og hun fortalte mig i øvrigt, at der netop i denne sæson havde været mange problemer med uvelkomne insekter af enhver art i mange af de feriehuse, der fandtes i det område af Provence.

Hun var også så venlig at ringe til firmaet på mine vegne, for mit franske sprog er altså ikke specielt godt, og jeg kunne nok ikke regne med, at nogen i det pågældende firma var specielt gode til engelsk, for det er ikke så mange franskmænd, der er det.

Det endte med, at firmaet en time senere kom ud til huset med to mand og en masse grej til bekæmpelse af skadedyrene. Vi opholdt udendørs, mens der blev sprøjtet og gasset på livet løs i huset, og de to flinke fyre valgte selv at sprøjte husets sokkel mod de store mængder af myrer, som var på jorden. Det var virkelig effektivt og reddede vores ferie.