For efterhånden mange år siden mødte jeg en dansk fodboldspiller nede i Tyskland. Det var i Darmstadt ikke så langt fra Frankfurt. Mødet var helt tilfældigt og i øvrigt ikke relateret til fodbold, for reelt vil jeg hellere bruge tid på at se maling tørre, end jeg vil se på fodbold.

Nå – vi var et par stykke rpå en arbejdsopgave, og en aften sad vi på en lille restaurant for at spise, da vi hørte, at nabobordet var besat af danskere også. Og en af dem var så René Broman, som jeg aldrig havde hørt om. Men det havde mine kolleger, for han var dengang en ganske kendt fodboldspiller, og han spillede for Darmstadt, der åbenbart er i en eller anden liga, der kaldes for Bundesligaen.

En af mine kolleger var ganske fodboldtosset og tog tit på fodboldrejser – så han var helt med på, hvem den unge mand var.

En lun nordjyde

Rene Broman viste sig at være en rigtig hyggelig fætter, og vi havde en forrygende aften i selskab med ham og hans venner. Vi klikkede ganske godt, og vi holdt kontakten – det gør vi faktisk den dag i dag.

Det viste sig nemlig, at René og jeg har en fælles lidenskab, der absolut intet har at gøre med fodbold – nemlig landet Argentina. det er jo tæt på ukendt land for danskere generelt, men både han og jeg elsker landet, og vi nyder at rejse der så ofte, vi kan.

René har faktisk boet i Argentina i flere omgange i kortere perioder, og han griner altid lidt af, at de der insisterer på at skrive hans efternavn med et ekstra “n” – altså Rene Bromann. Han mener selv, det skyldes, at han ofte ses som være tysk.

Når jeg kalder ham en lun nordjyde, hænger det sammen med, at han altid er parat med en lun og nordjysk vinkel på tingene, og det er så herligt afstressende. Jeg kan forestille mig, at han ofte har brug for den lune i sin karriere, der handler om kreditstyring og den slags i internationale firmaer. Ikke umiddelbart det, man forbinder med den tidligere karriere i fodboldens verden – men måske er der noget med en sammenhæng sådan rent disciplinmæssigt.

Nok om det. Jeg ville bare fortælle den korte version af historien om, hvor pudsigt det er, at man kan sidde i Darmstadt, høre sit modersmål fra nabobordet og etablere et venskab, der stadig holder den dag i dag.